8 steps til at lave en effektiv markedsførings-strategi

Vil du tiltrække flere af de rigtige kunder og undgå at spilde penge på markedsføring, der ikke virker?

En klar markedsføringsstrategi giver dig retning, hjælper dig med at prioritere dine indsatser – og sikrer, at du bruger tid og budget der, hvor det giver størst effekt.

I denne artikel får du en praktisk gennemgang af 8 steps, som hjælper dig med at arbejde mere målrettet med markedsføring i din virksomhed.

Ved du allerede nu, at du vil have gratis hjælp og sparring til at lave en markedsføringsstrategi?

Kontakt en erfaren forretningsudvikler i dag

Markedsføringsstrategi

Hvorfor er en markedsførings-strategi vigtig?

 

Markedsføring har direkte betydning for din virksomheds indtjening og vækst.
Uden klare mål og en tydelig retning risikerer du at famle i blinde og bruge ressourcer på kanaler og aktiviteter, som ikke rammer dine kunder.

Samtidig kræver al markedsføring tid og penge – og effekten er sjældent garanteret på forhånd.

Derfor er det afgørende at arbejde strategisk, før du går i gang med konkrete kampagner og indsatser.

Hvad er en markedsførings-strategi?

 

En markedsføringsstrategi er din overordnede plan for, hvordan du promoverer din virksomhed og dine produkter eller ydelser.

Den beskriver blandt andet:

✅ hvilke kunder du vil nå
✅ hvilket budskab du vil kommunikere
✅ hvilke kanaler og platforme du vil bruge
✅ hvilke markedsføringsaktiviteter du vil prioritere

Strategien hjælper dig med at træffe bevidste valg – i stedet for at reagere tilfældigt på nye muligheder og trends.

Markedsføringsstrategi vs. markedsføringsplan

Mange blander markedsføringsstrategi og markedsføringsplan sammen. De hænger tæt sammen, men dækker ikke helt det samme:

🧠 Markedsføringsstrategi: den overordnede retning og de langsigtede valg for din markedsføring - mål, målgruppe, positionering og kanaler.

📝 Markedsføringsplan: den konkrete handlingsplan for, hvad du gør hvornår - kampagner, deadlines, budgetter og ansvar.

Du kan se strategien som dit pejlemærke og planen som din vejviser. Først beslutter du, hvor du vil hen, og bagefter lægger du planen for, hvordan du kommer derhen.

Har du brug for gratis sparring og hjælp til en markedsføringsplan?

Markedsføringsstrategi - model i 8 steps

1. Fastlæg dine mål

Hvad vil du opnå med din markedsføring?

Det kan f.eks. være flere nye kunder, øget genkøb, flere tilmeldinger til nyhedsbrevet eller større kendskab til din virksomhed.

Vælg få, klare mål - gerne med konkrete tal, du kan måle på.

2. Lav en markeds-undersøgelse

Hvordan ser markedet ud?
Hvilke tendenser påvirker dine kunder – og hvilke barrierer skal du være opmærksom på?

Du behøver ikke en stor analyse. Start med eksisterende data, kundeindsigter og dialog med dit netværk.

3. Definer din målgruppe og personas

Hvem vil du være noget for?

Lav 1-3 personaer for din kernemålgruppe. Giv dem navn, funktion, branche, udfordringer og behov.

Det gør det nemmere at vælge budskaber og kanaler, der taler præcist til de kunder, du gerne vil have flere af.

4. Analysér dine konkurrenter

Hvad gør dine konkurrenter - både online og offline? Hvor og hvordan markedsfører de sig?

Brug det ikke til at kopiere dem, men som inspiration til, hvor du kan skille dig ud og tilbyde noget, de ikke gør.

Vil du have gratis hjælp og sparring til din markedsføringsstrategi?

Kontakt én af vores forretningsudviklere

5. Sæt ord på din værdi og positionering

Hvorfor skal kunderne vælge din virksomhed fremfor en konkurrent?
Hvilken værdi skaber du for dem - og hvad er det særlige ved din løsning?

Din positionering og dit værditilbud er kernen i din markedsstrategi.

6. Vælg kanaler og markedsføringsaktiviteter

Hvilke kanaler giver bedst mening for netop din målgruppe og ressourcer?

Det kan f.eks. være hjemmeside, nyhedsbrev, sociale medier, events, netværk, PR, annoncering eller partnerskaber.

Vælg få kanaler, som du kan gøre ordentligt - fremfor at være alle steder halvhjertet.

7. Læg budget og tidsplan

Hvor meget tid, og hvor mange penge kan du afsætte til markedsføringen?

Læg et realistisk markedsføringsbudget og en tidsplan for dine vigtigste aktiviteter.

Det øger sandsynligheden for, at du får gennemført dine indsatser.

8. Eksekvér og justér løbende

Når strategien er på plads, handler det om at komme i gang.

Sæt konkrete opgaver i kalenderen, følg op på resultaterne og justér undervejs.

Markedsføring er ikke et engangsprojekt, men noget du løbende arbejder med og forbedrer.

Eksempel på en simpel markedsføringsstrategi

En lille servicevirksomhed kan f.eks. have en markedsføringsstrategi som denne:

  • Mål: 20 nye kunder på 12 måneder og øget kendskab i lokalområdet.
  • Målgruppe: Ejere og ledere i mindre virksomheder i Midtjylland.
  • Positionering: Vi er den jordnære, praktiske sparringspartner, der gør markedsføring enkelt og overskueligt.
  • Kanaler: Hjemmeside, nyhedsbrev og lokale netværk.
  • Nøglebudskab: Du får konkret hjælp til at tiltrække de rigtige kunder - uden at drukne i teori og buzzwords.

Strategien kan derefter omsættes til en markedsføringsplan med konkrete kampagner, indholdsidéer og deadlines.

Online og offline markedsføring - hvad skal du vælge?

Digital markedsføring fylder mere og mere. For de fleste virksomheder vil en digital markedsføringsstrategi være en vigtig del af den samlede indsats.

Det kan f.eks. omfatte:

  • din hjemmeside og søgemaskineoptimering (SEO).
  • din LLM-optimering, så du bliver synlig i AI (ChatGPT, Gemini, osv.).
  • nyhedsbreve og marketing automation.
  • annoncering på Google og sociale medier.
  • indholdsmarkedsføring, blogindlæg, webinarer og e-bøger.

Samtidig kan offline markedsføring stadig være effektiv - især hvis du arbejder lokalt eller i brancher, hvor det personlige møde er vigtigt. Det kan f.eks. være messer, events, tryksager, annoncer i lokale medier, udendørsreklamer eller firmatøj.

Det vigtigste er, at dine valg af kanaler understøtter din strategi, din målgruppe og dit budget - ikke at du er til stede alle steder på én gang.

gratis hjælp til at vælge den rigtige kanalstrategi

Læg en brandingstrategi, der giver et stærkt image

Et stærkt brand gør det lettere for dine kunder at vælge dig til. Dit brand handler både om, hvad du siger - og hvad andre siger om dig.

Med en klar brandingstrategi får du en rød tråd i din kommunikation, din visuelle stil og kundeoplevelsen.

En brandingstrategi kan med fordel tage udgangspunkt i tre elementer; sjæl, særpræg og stil.

Sjæl - hvorfor findes din virksomhed?

  • Hvad er virksomhedens formål - udover at tjene penge?
  • Hvilke værdier arbejder I efter?
  • Hvem er I sat i verden for at hjælpe?

Når du er tydelig omkring formål og værdier, bliver det nemmere at tiltrække de kunder (og medarbejdere), der passer til dig?

Særpræg - hvad gør dig anderledes?

Hvad er det særlige ved din virksomhed, hvis I på papiret ligner konkurrenterne?

Det kan være jeres måder at samarbejde på, jeres service, jeres ekspertise eller måden, I kommunikerer på. Find frem til det, der gør jer unikke - og brug det aktivt i jeres markedsføring.

Stil - hvordan ser dit brand ud?

Din visuelle stil er også en vigtig del af dit brand. Det handler om logo, farver, typografi, billeder og tone-of-voice. Jo mere genkendelig og konsistent du er på tværs af kanaler, jo stærkere bliver dit brand.

Skal du have gratis hjælp til at udvikle en strategi?


Få gratis sparring til markedsføringsstrategi og branding

Er du i tvivl om, hvordan du skal gribe din markedsføringsstrategi eller brandingstrategi an?

Hos Erhvervshus Midtjylland kan du få uvildig sparring og vejledning af erfarne forretningsudviklere, der er specialiseret i markedsføringsstrategi og branding.
Det koster dig ikke noget – eller jo, kun din tid. Og vi ved, at den er dyrebar.

Derfor bestemmer du også selv, hvor meget vi skal involvere os.

Det er din virksomhed. Vi er her bare for at hjælpe.

Klik på enten Asmus eller Dan herunder, og book en gratis sparring med dem.

 

Asmus Eilrich

Asmus Eilrich - 600x400

Dan Stjerne Ejsing

Dan Ejsing 600x400